På jagt efter oddere i Skals Å vandløbssystemet

Tid: Lørdag d. 5. april kl. 10.00 – ca. 15.00

Mødested: Hos Orla Thorsager Andersen, Ørrisvej11, Ørris, 9500 Hobro, UTM N 56.55822 E 9.58005

Turledere: Biolog Aksel Bo Madsen og biolog Per Egge Rasmussen

Pris og tilmelding: Deltagelse er gratis og der er ingen tilmelding, bare mød op. Også adgang for ikke-medlemmer af Jydsk Naturhistorisk Forening

Praktisk: Medbring selv forplejning. Varmt tøj efter årstiden og solidt vandtæt fodtøj.

Koordination af samkørsel: Kontakt Peter Wind, pw@roendesnet.dk ved behov for samkørsel, eller hvis du har overskydende pladser i bilen senest torsdag den 3. april 2025.

Sidste år måtte vi aflyse odderturen på grund af for megen nedbør, der ‘druknede’ sporene efter oddere. I år er forholdene langt mere gunstige, da vejret i den kommende uge op til ekskursionsdagen er varslet tørt.

Hver enkelt odder har sin egen duft, og når ‘visitkortet’ aflægges sker det med løftet hale. Foto: iStock/wirestock.io.

Odderen er som udgangspunkt sky og viser sig sjældent om dagen, og kun få har set en levende odder i naturen. Det er lettere at finde spor efter odderen, og alene tanken om at være på samme sted, som odderen har været natten i forvejen, er i sig selv fascinerende. Hvordan ser sporene ud, og kan odderen forveksles med andre pattedyr, der lever i og nær vand? Og hvem ved måske er vi heldige at se en levende odder.

Udover direkte observation er ekskrementer det mest sikre tegn på forekomst af odder. Foto: Aksel Bo Madsen

Ekskrementerne anvendes af odderen som et meget vigtigt kommunikationsmiddel mellem de enkelte dyr og afsættes derfor regelmæssigt. Hver enkelt odder har sin egen ‘duft’. Markeringsaktiviteten er absolut højest i vintermånderne (oktober til april), hvor dyrene forsøger at sikre sig optimale fourageringsmuligheder (‘gode fiskespot’) ved at markere sin tilstedeværelse.

Skals Å vandløbssystemet er et ideelt leveområde for oddere helt opstrøms fra Fussing Sø til udløbet i Hjarbæk Fjord. Vi besøger forskellige lokaliteter og ser de forskellige tegn på odderaktivitet. Netop nu inden vegetationen bliver alt for høj er det mest optimale tidspunkt, for at finde spor efter oddere.

Du introduceres til hvordan kortlægningen af oddere i Danmark gennemføres, og hvordan du evt. på egen hånd kan følge odderen i dit nærområde.

Hærup Sø giver odderen gode skjule-og fourageringsmuligheder. Foto: Aksel Bo Madsen