Ekskursion til Randbøl Hede lørdag den 14. maj 2016

Peer Høgsberg ledte 12 personer henover den fredede del af Randbøl Hede (760 ha, fredet i 1932 og 1952). Randbøl Hede repræsenterer en rest af de tidligere vidtstrakte hedestrækninger på denne egn, hvor heden i løbet af de sidste århundreder har måttet vige for opdyrkning eller anlæggelse af store plantager, bl.a. Frederikshåb Plantage og Slaugård Plantage mm.
Det bevarede område hører til de mest værdifulde hedearealer i Danmark, og giver endnu et udmærket indtryk af de tidligere vidtstrakte heder på denne egn. Hedevegetationen omfatter flere typer af samfund, der indgående beskrevet i T.W. Böchers monografi om Randbøl Hede fra 1941. Udviklingen i sammensætningen af hedevegetationen er siden Böchers tid bl.a. blevet behandlet af H.J. Degn.

Her er en lille samling fotos fra dagen, hvor vi fandt vårkobjælde, en lærkerede, Alm. ulvefod, og vi fik da også lidt byger over heden.

randbølcollage2

Andre kommende ekskursioner:
Lørdag den 6. august: Tur til brunkulslejerne ved Søby, turledere: Peter Wind, natur, og Anders Lykke, geologi.
Lørdag den 1. oktober: Tur til Lille Vildmose
Tirsdag den 18. oktober: Svampetur til Fløjstrup Skov. Turledere Peter Wind, natur og Anders Lykke, svampe.

Naturgenopretning i Lille Vildmose

Foredrag Torsdag den 14. april 2016 kl. 19.30
på Naturhistorisk Museum, Wilhelm Meyers Allé, 8000 Aarhus C

Ca 60 interesserede var mødt op for at høre foredragsholder, Skovrider Jacob Palsgaard Andersen, Aage V. Jensen Naturfond, fortælle om Lille Vildmose, der er landets største arealfredning, og hvor der genoprettes natur i stor stil i området i disse år.

Skovrider Jacob Palsgaard Andersen fra Aage V. Jensen Naturfond berettede om fondens arbejde i Lille Vildmose gennem de sidste 25 år – fra køb af Høstemark Skov og Mose i 1988 til gennemførelsen af et stort LIFE-projekt i dag.

Foredraget kom også ind på fondens strategi, målrettet naturbeskyttelse, naturgenopretning og naturformidling på fondens arealer i Danmark.

traner

Jydsk Naturhistorisk Forening – nyheder

Jydsk Naturhistorisk Forening er nu på Facebook!
Tre af vore studerende medlemmer, Tenna, Mette og Diana, har taget initiativ til at oprette en facebookside for foreningen. Det er vi meget taknemlige for.
Tast “Jydsk Naturhistorisk Forening”, når du er på Facebook og send os en venneanmodning, Så har du fremover mulighed for at dele billeder fra vores ture, komme med kommentarer og forslag til aktiviteter samt få dugfriske beskeder om ture og møder i foreningen.

Indbetaling af kontingent
Bestyrelsen har kontaktet betalingsservice for at få udsendt girokort til indbetaling af det årlige kontingent. Kontingentet for ordinære medlemmer er 230 kr., mens det er 100 kr. for unge under uddannelse. Kontingentet bedes indbetalt senest 1. marts 2016 til foreningens konto: 1551 7068786.

En ekstra hånd søges
I bestyrelsen har vi masser af ideer til nye tiltag – og vi har brug for din hjælp til at føre dem ud i livet. Vi ønsker os mere tid og luft til at sætte nye skibe i søen, og derfor vil vi etablere en undergruppe, der kan bistå os med at planlægge og afvikle vores arrangementer. Vi håber, at du har lyst til at deltage i en eller flere af følgende opgaver:

GENERELT FOR ALLE ARRANGEMENTER

  • Fastlægge program for foredrag og ekskursioner
  • Lave reklame for arrangementerne
  • Skrive og sende pressemeddelelser
  • Skrive indlæg til nyhedsbrevet om arrangementerne
  • Skrive indlæg til Flora & Fauna om arrangementer, efter det er afholdt.

FOREDRAG

  • Booke foredragsholdere (fx de forfattere, vi anmelder bøger af)
  • Booke lokaler
  • Sørge for forplejning til arrangementerne – indkøb og salg
  • Sørge for gave til foredragsholder
  • Lukke op og låse af
  • Oprydning

EKSKURSIONER

  • Planlægge ture
  • Evt. booke guider
  • Arrangere fælleskørsel
  • Evt. tage mod tilmeldinger

Send en mail til Amdi (amdi.nedergaard@mail.dk) eller Inga (inkoan@yahoo.dk), så laver vi et opstartsmøde meget snart. Du må gerne skrive, hvad du er særligt interesseret i at bidrage med – og selvfølgelig gerne udvide listen med relevante opgaver, vi har glemt.

Vi ser frem til at høre fra dig.

Temadag: Brutale ændringer af landskabet, den 5. marts 2016 kl. 13 – 18

Det naturhistorisk samarbejde i Østjylland afholdt den 5. marts 2016 den årlige temadag med emnet Brutale ændringer af landskabet, som den menneskelige virketrang har medført. Temadagen var velbesøgt, og foredragsholdernes præsentationer kan findes herunder:

Bodil Hald: Eksempler fra landbrugsdriften

Lars Brøndum: Byudvikling

Morten Elmeros: Motorveje – barrierer for de fleste

Frank Jensen: De Groote Mandrank – den værste naturkatastrofe i Danmark

Peter Wind: Forsvaret som naturforvalter – feltarbejde mellem nedslag

Jacob Heilmann Clausen: Vandalisme mod bøgetræer i Gribskov

Emil S. Brandtoft: Livet vender tilbage i råstofgravene

Medarrangører: Naturhistorisk Museum, Dansk Ornitologisk Forenings lokalafd. for Østjylland, Dansk Botanisk Forening Jyllandskredsen, Jydsk Naturhistorisk Forening, Østjysk Biologisk Forening, Foreningen til Svampekundskabens Fremme, Aarhus Entomologklub, Danmarks Naturfredningsforening Aarhus afdelingen.

 

IMG 00312

Generalforsamling i Jydsk Naturhistorisk Forening mandag den 8. februar 2016 kl. 19.00

Mandag den 8. februar 2016 kl. 19.00 afholdtes foreningens årlige generalforsamling på Naturhistorisk Museum i Århus. Referatet fra generalforsamlingen er tilgængeligt under menupunktet “Om foreningen”, “Referat fra generalforsamlinger”.

Efter generalforsamlingen fortalte foreningens tidligere formand Eigil Holm  om “Strejftog i Australiens natur”.
“Verden har to skabere, en for Australien, en anden for resten af verden!” Muligvis sagt af Darwin, og det ser ud til at være rigtigt, fordi der er så meget, der er anderledes i Auatralien end i resten af verden. Sydvestaustralien konkurrerer med Kapprovinsen i Sydafrika om at være den artsrigeste planteregion på jorden.
Eigil Holm berettede om de mange arter og viste fotos.

Anigozanthus humilis Pelikan

Edderkoppernes biologi

Foredrag Torsdag den 14. januar 2016 kl. 1930 på Naturhistorisk Museum, Wilhelm Meyers Allé 210, 8000 Aarhus C

Foredragsholder: Lektor, emeritus Søren Toft, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, gav et spændende foredrag om edderkoppers biologi, ernæring og liv for ca. 25 deltagere.

“Edderkopperne er den største orden i dyreriget, som udelukkende består af rovdyr. Foredraget vil give en kort generel introduktion til edderkoppernes biologi. Deres forplantnings- og ernæringsbiologi vil blive illustreret med udgangspunkt i egne forskningsresultater. Jeg vil her fortælle om rovedderkoppen Pisaura mirabilis, hvor hannen i forbindelse med parringen præsenterer en bryllupsgave – et bytteinsekt indspundet i silke – for hunnen. Dette influerer på flere måder parringsadfærden. Som rovdyr er de fleste edderkopper generalister, dvs. de kan spise mange forskellige slags insekter. Det betyder dog ikke at de spiser alle de insekter de kan overkomme. Mange insekter beskytter sig med kemiske forsvarsstoffer, som gør dem uanvendelige som føde. I deres fødevalg må edderkopperne også sikre sig en næringsbalanceret kost. Kan de det? Endelig vil jeg beskrive hvordan man kan benytte edderkopper i naturforvaltningen til at vurdere en lokalitets naturværdi.”

image001 image002

Næste arrangement er foreningens ordinære generalforsamling, der afholdes mandag den 8. februar på Naturhistorisk Museum. Efter generalforsamlingen vil Eigil Holm fortælle om sit ophold i Australien.

Frivillig redaktør til teknik og layout søges til Flora og Fauna

Findes der blandt Jydsk Naturhistorisk Forenings omgangskreds en person, som gerne vil hjælpe med opsætning af artikler til Flora og Fauna?

Vi søger en person som i forvejen har et minimum af kendskab til opsætning i InDesign, samt har kendskab til Excel og Photoshop eller et andet fotobehandlingsprogram, og som desuden gerne på have en naturvidenskabelig baggrund.

Vi ønsker en engageret person, som kan indgå i et tæt samarbejde med den øvrige redaktion om opsætning af artikler til foreningens tidsskrift. Du skal påregne mindst 50 timer årligt til redaktionsarbejdet. Arbejdet er frivilligt, men vi kan tilbyde et inspirerende miljø af engagerede folk, som brænder for at bevare et gammelt, velrenommeret videnskabeligt tidsskrift. Lettest, men ingen betingelse, er det, hvis du bor i Aarhus-området, da vi en til to gange årligt mødes i redaktionen for at drøfte fremtid og tiltag.

Du kan naturligvis som medlem af redaktionen være med til at præge arbejdsform, udvikling og mødeform. Du vil naturligvis blive guidet ind i redaktionsarbejdet.

Venlig hilsen Sussie Pagh, Jens Reddersen og Bente Fyrstenberg.

Interesseret: Kontakt Sussie Pagh på red@floraogfauna.dk

121(3+4)_forside-s

Nytårshilsen

Et godt og indholdsrigt år er ved at rinde ud. Der har været rigtig mange spændende og velbesøgte arrangementer i foreningen, mens der i sommer blev udgivet et flot nummer af Flora og Fauna, og et er i skrivende stund på vej til jer. Det er et temanummer, der handler om hedepleje. Kontakt os endelig, hvis du ikke har modtaget nummeret.

Temadagen om naturforholdene i Dronningens nordlige landsdele var særdeles vellykket. PowerPoint-indlæggene fra dagen er nu lagt ud her på hjemmesiden. Vi regner også med, at sammendrag af de fleste af indlæggene vil være at finde i et kommende nummer af Flora og Fauna.

Vi er ved at få aftaler om foredrag og ekskursioner på plads for foråret 2016, ligesom der nu er lagt sidste hånd på foreningens flotte kalender. Den kan downloades her fra hjemmesiden. Af arrangementer i 2016 vil vi specielt nævne den kommende temadag, som vi arrangerer i samarbejde med de andre østjyske naturhistoriske foreninger. Temadagen finder sted lørdag den 5. marts 2016 kl. 13-18 på Naturhistorisk Museum i Aarhus, og har titlen “Brutale ændringer i landskabet”.

Det første af foreningens foredrag i 2016 er planlagt til torsdag den 14. januar 2016 kl. 19.30, hvor lektor, emeritus ved Aarhus Universitet, Søren Toft vil fortælle om sine mange års indgående studier af edderkoppers liv og levned. Nærmere omtale vil følge med næste nyhedsbrev.

IMG_1331-2Vi har også invitationer til to naturhistoriske arrangementer, – følg linkene –  nemlig:

Den nationale temadag om dansk vildtforskning

og

Verdens første naturmøde i Hjørring.

Bestyrelsen ønsker hermed alle en god jul og et godt nytår.

 

På bestyrelsens vegne

Inga Kofoed Andersen, formand, og Peter Wind, kasserer.

 

Jydsk Naturhistorisk Forenings kalender for 2016

Jydsk Naturhistorisk Forenings kalender for 2016 kan nu frit downloades. Den er tilgængelig ved at klikke på billedet af forsiden, som ses i kolonnen til højre.

Den vil naturligvis blive opdateret, efterhånden som datoer for foredrag og ekskursioner bliver fastsat.

Glædelig jul og godt nytår.

Forside2016

Flora og Fauna årgang 121 (3+4)

Flora og Fauna årgang 121 (3+4) er netop udkommet. Denne gang er Flora og Fauna et temanummer om heden, med artikler om hedens tilstand, invasive arter på heden, klimaændringernes betydning for hedens udbredelse, kvæggræsning og meget mere. Desuden som sædvanlig er der boganmeldelser af nye bøger om danske natur.
Som privatperson kan du abonnere på F&F 230 kr. om året. Med dit medlemskab er du med til at bevare et gammelt dansk videnskabeligt tidsskrift med artikler om den nordiske natur. Anvisninger for tilmelding kan findes her på hjemmesiden.

121(3+4)_forside-s

Temadag: Naturforholdene i Dronningens nordlige landsdele

Lørdag den 14. november 2015  kl. 13 – 18
på Naturhistorisk Museum i Aarhus,

Gennem 9 spændende indlæg fik ca 60 tilhørere ny viden om naturforholdene i arktiske egne, om de udfordringer naturen står over for med de ændringer, der sker på jordkloden, og hvad der kan gøres for at imødekomme udviklingen.

Indlæggene gav indsigt i naturforholdene på Færøerne og Grønland og kan ses her:

Efter hvert indlæg blev der stillet mange interesserede spørgsmål.

Se Temadagens program og foromtale af de enkelte indlæg her.

Temadagen afsluttedes med en buffet med grønlandske specialiteter, leveret af Det Grønlandske Hus i Århus, og gav deltagerne mulighed for uformel snak om dagens spændende emner.

dr-nordlige-landsdele

Svampetur til Marselisborgskovene

Torsdag den 15. oktober 2015 kl. 10-14

35 forventningsfulde deltagere var mødt frem ved Ørnereden syd for Århus, hvor dagens svampeguide naturvejleder Peer Høgsberg ventede. Peer startede med at demonstrere nogle typiske svampe for årstiden samt noget udvalgt svampelitteratur.

Fra udgangspunktet fulgte vi bevæbnet med kurve, kasser, knive og børster skovvejen mod syd og foretog et par stop undervejs. Ved de indlagte stop fik deltagerne til opgave at sprede sig i de omgivende skovområder og indsamle de forekommende svampe. De indsamlede svampe blev lagt frem på de forhåndenværende borde, klædestykker eller skovbund til demonstration og diskussion. På den videre færd blev vindfældede træstammer, nedfaldne grene og skovbund undersøgt intensivt for de forekommende svampe. Svampejagten fortsatte indtil vi nåede frem til Strandmarken, et retableret strandoverdrev, hvor der ikke var mange svampe.

Tilbageturen foregik ad cykelstien langs Ørneredevej til Ørnereden, hvor de indsamlede svampe blev fremlagt på et bord. De blev arrangeret sådan, at de gode spisesvampe blev lagt for sig på den ene ende af bordpladen, mens de mindre spiselige blev anbragt i midten og de giftige i den modsatte ende, nemlig grønlig og løgrodet fluesvamp. Peer fortalte levende om de mange svampe, der var blevet indsamlet, og gav tip om, hvordan den sikre identifikation blev foretaget. Afslutningsvis udtrykte flere deltagere stor begejstring for den store artsrigdom i en forholdsvis lille del af skovområdet, idet der blev registret 58 arter.

 

IMG_18037-1

Ekskursion til Det store Vandskel – lørdag den 26. september 2015

I bragende flot sensommervejr mødtes vi på p-pladsen mellem kildeområderne for Danmarks længste vandløb, Gudenåen i sydøst, og det vandrigeste, Skjernåen mod nordvest. Vi startede med at vandre til Gudenåens udspring, hvor vi undersøgte plante- og dyrelivet. Her kunne vi bl.a. iagttage store bestande af brøndkarse, mens der svømmede mange ferskvandstanglopper rundt i kildebækkene. Vi fulgte åen nedstrøms forbi de opgivne badebassiner til det store vældområde, som vi vandrede ud i. Her kunne vi glæde os over Leverurt, der fortsat var i blomst, mens Sideskærm fortsat var i blomst langs åløbet.

Frokosten blev indtaget på p-pladsen. Efter frokosten fortsatte vi hen til vældområdet, hvor Skjernåen udspringer. Hvor en sten tydeligt markerer Gudenåens udspringsområde, står skiltet med markering af Skjernåens udspring et stykke nede ved søen nedstrøms. Vi fulgte Skjernåens øvre løb ovre på den anden side af Hærvejen, hvor åen skærer dybt igennem overdrevsbakkerne på vejen mod Rørbæk sø. Vi kunne konstatere, at overdrevsbakkerne er blevet ryddet for nåletræer for mange år siden, så såvel hedelyng og diverse græsser havde bredt sig. På vejen tilbage til udgangspunktet vandrede vi langs stisystemet på den nordøstlige side af Skjernådalen. 9 deltagere var med på turen.

IMG_17910-1

SONY DSCSONY DSC

Tur til Tunø

Jydsk Naturhistorisk Forening inviterede på en tur til Tunø den 20. juni 2015.

Tunø er en lille ø, og den 20. juni besøgte 13 medlemmer øen og gik turen rundt, en tur på ca. 8 km. Vi så tejst, stormmåger og kiggede på planterne langs klint og strand. Se foto fra turen herunder.
Den stærkt kuperede, 348 ha. store Tunø er overvejende opdyrket og rummer kun mindre rester af sammenhængende skov, der overvejende består af blandet løvskov. Øens højeste punkt er Bjerget (24,3 m), der ligger i øens østlige bakkeland. Øen har oprindeligt været to adskilte øer, der var skilt ved et sund gennem Mosen. Det offentlige ejer flere mindre stykker, Bjerget, Højen, Lyngballe Skov, Nørremosen og Revet, der alle administreres af Boller statsskovdistrikt. 318 ha. af øen er fredet 1965.
Løjtnant og Wessberg (1987) giver en oversigt over øens vegetationsforhold tillige med en samlet fortegnelse over planter, der er fundet på øen.
Mathiesen og Mathiesen (1978-1979) har foretaget undersøgelser af algevegetationen langs nordkysten. Læs evt. mere om øen på Wikipedia eller Tunø Turist bureau.

tunøcollage