Sommertur til Læsten Bakker

Tid: Onsdag den 17. juni kl. 17.00-20.00

Mødested: P-pladsen på Engtoften N 56.48737 E 9.82655 mellem Læsten og Fussingø Slot

Turledere: Amdi Nedergaard & Peter Wind

Læsten Bakker, 14 km vest for Randers, danner et smukt bakkedrag langs nordsiden af den brede og fladbundede Skals Ådal. Bakkerne, som rejser sig op til 35 m over dalbunden, præges af en mosaik af hede, krat og agerjord. Fra bakkedragene er der udsigt over ådalen med Tuemose, gennemskåret af grøfter og efterhånden tilgroede tørvegrave. I den vestligste del af fredningen ligger Læsten Kær, en erosionsdal med flere kildevæld, som er voksested for en artsrig og bevaringsværdig flora.

Blåmunke
Foto: Amdi Nedergaard

Læsten Bakker blev fredet første gang i 1953. Landskabsfredningen blev gennemført for at bevare de lyngklædte bakker. I 1969 blev fredningen udvidet med Læsten Kær, et område med særdeles artsrige kildevæld. Man ønskede at bevare kildevældene, en naturtype, som på grund af dræning, opfyldning, beplantning, forurening og direkte ødelæggelse, var truet i hele landet. Den seneste fredningskendelse for Læsten Bakker blev afsagt i Naturklagenævnet i 2006 og skabte sammenhæng med de eksisterende fredninger mellem Fussingø og Læsten Kær. Fredningen dækker i dag 139 ha.

Læsten Kær indeholder en række artrige kildevæld omgivet af krat af hvidtjørn, Ene og eg. En floraliste udarbejdet af dyrlæge Eiler Worsøe i 1965 omfatter bl.a. Engblomme, Baltisk Ensian, Sump-Hullæbe, Leverurt, Eng-Troldurt, Kødfarvet Gøgeurt og Bredbladet Kæruld. Desuden er sjældne mosser som engkost og piberensermos registreret.

I 2019 erhvervede Den Danske Naturfond (DDNF) 62 ha i området, og i 2023 tilkøbte fonden yderligere 42 ha, så området nu udgør i alt 104 ha. Målet er at forbedre naturværdierne i Læsten

Bakker, og at skabe et større, sammenhængende naturområde. Med tiden skal området udvides yderligere ved at opkøbe yderligere arealer i ådalen.

Okkergul pletvinge.
Foto: Amdi Nedergaard
Bakke-gøgelilje
Foto: Amdi Nedergaard