GRØNLAND – kontrasternes land

Onsdag den 12. april kl. 19.30 – 22.00. Der er indlagt pause til en forfriskning

Mødested: Naturhistorisk Museum, Wilhelm Meyers Allé 210, 8000 Aarhus. MindLab (tidl. auditoriet). Dørene åbnes ca. kl. 19.00

Foredragholder: Carsten Egevang

I foredraget fortæller Carsten om hans mangeårige fascination af Grønlands natur og befolkning. Gennem hans prisvindende fotografering præsenterer Carsten ikke kun Grønlands spektakulære naturværdier og dyreliv, men også lokalbefolknings tilknytning til – og afhængighed af – den omgivende natur. Et unikt sammenspil mellem dyr og mennesker, der i dag er truet af klimatiske ændringer.

Foto: Carsten Egevang

Carsten fortæller om sit virke som fotograf i Grønland, og sin personlige udvikling fra traditionel naturfotograf til også at inkludere kulturelle elementer i sin fotografering. Et vedvarende arbejde, der har taget ham til de mest øde og afsidesliggende områder i Grønland, ofte i selskab med lokale fangere i små joller eller på hundeslæde. I foredraget fortæller Carsten om tilblivelsen af hans seneste bøger, og om hvilke overvejelser der ligger bag udvælgelsen af fotos til udgivelserne.

Foto: Carsten Egevang

BIOGRAFI:

Carsten Egevang er forsker i arktisk biologi, prisvindende fotograf og visuel kommunikator, der har specialiseret sig i at dokumentere dyreliv og kultur i Grønland gennem de sidste tre årtier.

Som fotograf er Carsten Egevang internationalt anerkendt med priser i adskillige fotokonkurrencer – herunder kategorivinder i den prestigefyldte Wildlife Photographer of the Year. I 2012 modtog han Miljø- og Naturprisen fra Grønlands Selvstyre for sin visuelle formidling af forskningsresultater.

Carsten Egevang startede sin karriere som traditionel naturfotograf med fokus på fugle og pattedyr i Grønlands majestætiske landskaber med vægt på dyrenes tilpasning til det arktiske miljø. Senere vendte han sin interesse mod de unikke interaktioner mellem mennesker og dyreliv i Grønland. Ved at tilbringe lang tid sammen med lokale Inuit-fangere i Grønland formidler han den stærke forbindelse til og afhængighed af miljøet gennem sit objektiv. Carsten Egevangs ambition med sine fotografier er ikke kun at præsentere Grønlands naturlige skønhed, men også at give beskueren en dybere forståelse af Inuitkulturen – og hvordan levevilkårene for både mennesker og dyr ændrer sig hurtigt i Arktis som følge af de globale klimaændringer.

I de seneste år har Egevang arbejdet på et forsknings- og formidlingsprojekt om den grønlandske slædehund. Slædehundebestanden i Grønland er faldet med mere end 50 % i løbet af de sidste 2-3 årtier, blandt flere faktorer, på grund af et varmere klima, hvilket har bragt den gamle slædehundekultur i fare.