Ulven kommer?

25. oktober

Thomas Bjørneboe Berg fra Naturama fortalte om sine personlige erfaringer med Ulve i Grønland og om problematikken omkring indvandrende ulve i Danmark. I samarbejde med Dansk Pattedyrforening.

Dansk Pattedyrforening arrangerede:Bævertur i Klosterheden Plantage

Fredag d. 30 – søndag d. 2. oktober

Turen bød på mange spændende oplevelser og de mange spor som bæverne efterlader sig i naturen. Historien bag udsætningen af bæverne i Danmark, deres levevis og deres status her 11 år efter blev fortalt. Bævere er skumringsaktive så turene i terrænet foregik i tidsrummet fra 1 time før solnedgang til 1 time efter solnedgang og igen fra 1 time før solopgang til 1 time efter solnedgang.

Foredrag: MIT STUDIEEVENTYR I AUSTRALIEN

15. september

Thora Samsø Fast fortalte om sit spændende ophold som udvekslingsstudent i Australien. Foredraget omhandlede både turene i den australske natur med de mere eller mindre farlige dyr, man kan møde der og om livet på campus, samt praktiske henvisninger for vordende Australiensfarere og udvekslingsstudenter.

Tur til Kasted Mose

Søndag den 21. august

En halv snes medlemmer mødte frem i strålende solskin til en dejlig botaniktur i Kasted Mose. I “rask botanikertrav” det vil sige 2 – 300 meter i timen nåede vi frem til selve mosen, hvor en veloplagt Peter Wind indførte os i planternes basale opbygning. I denne indledende fase blev Peters undervisning udover de fremmødte medlemmer også fulgt af 11 Galloway ungkvæg, som dog mistede interessen, da Peter gik over til at beskrive planternes til tider indviklede kønsliv. Det var sikkert omtalen af kattehalens (Lythrum salicaria) trimorfe heterostyli, der gjorde udslaget. Som nævnt var vejret pragtfulgt med 20 – 25° C, så vi fik set en hel del af mosens specielle flora, samt effekten af kvægets afgræsning. Udover floraen fik vi også set guldsmede lægge æg i et vandhul, en enkelt hare og en af os mente at have set et glimt af rørhøgen. Den medbragte frokost nød vi på en tør grøn plet, mens utrættelige Peter søgte efter nye godbidder.
Alt i alt en virkelig god dag, som Peter fortjener stor ros for og som foreningen bør have i erindring til efterfølgende ture.

Tur til Randbøl Hede

Lørdag den 9. juli 2011

Lørdag den 9. juli mødtes otte medlemmer med Peer Høgsberg og frue ved Randbøl kirke, hvorefter vi i samlet flok kørte ud til P-pladsen ved Randbøl Hede. Der samledes vi i tre biler og kørte ud til månerudelokaliteten længst mod vest på heden. Vi så månerude som dog var næsten afblomstret, porse, tormentil, mælkeurt og mange andre planter samt en stålorm og en enkelt rød glente.
Efter at have botaniseret lidt der, kørte vi tilbage til p-pladsen, hvor vi indtog den medbragte frokost i dejligt vejr kun afbrudt af et enkelt tilløbsstykke, nemlig en iris-sommerfugl, som havde sat sig på den nærmeste skraldespand. Efter frokost skulle vi videre ud på heden. Imidlertid trak det op til regn, og på vej ud over heden kom da også en god tordenskylle. Men iført regntøj og regnslag blev turen alligevel gennemført og Peer Høgsberg fortalte om naturen og kulturens påvirkning, om lyng og blåtop, og der blev rigtig botaniseret. Det rækker for vidt at nævne alle arter, men vi fandt flere månerude, ulvefod, vårkobjælde og en enkelt plettet gøgeurt og meget mere.
Det var en længere tur over heden, og vi var tilbage på p-pladsen ca. 16.30, så turen sluttede her. Inden vi skiltes, var der dog enighed om, at en sådan tur måtte vi bestemt have igen til næste år – dog helst en smule før – helst midt i juni måned, hvor måneruderne stadig står i fuldt flor.

Hvorfor er sydamerikanske aber så mærkelige?

5. maj Hvis man skal forstå, hvorfor det er meget mærkeligt, at der er aber i Sydamerika, skal man have fat i både kontinentaldriftsteorien og evolutionsteorien. Foredraget er det tredje i rækken af fem foredrag, hvor Jan Gruwier Larsen sætter fokus på nogle af evolutionens store og skelsættende begivenheder.

Spis naturen

3. maj. Sammen med de grønne guider samles spiselige vilde planter i Risskov og der laves mad over bål.Der er mange muligheder for at blive mæt, når man er på skovtur. Kom og få inspiration, oplevelse og viden i Risskov. Arrangør: Grøn Guide FO-Aarhus, UNO Friluftscenter og Jydsk Forening For Naturvidenskab www.FO-aarhus.dk

Vildt naturlig – udstilling med glaskunst

16. april – 22. mapå Naturhistorisk Museum
Museumsentré eller adgang med årskort

Hvad er “natur” – og hvad betyder “naturligt”? Glasmager Karen Lise Krabbe udstiller en række af sine glasobjekter, hvor hun skubber til grænserne for, hvad vi opfatter som naturligt. Tilskueren bringes i tvivl om, hvad der er naturligt, og hvad der er menneskeskabt. Og er det menneskeskabte egentlig ikke meget “naturligt”?
Se mere på: www.nathist.dk.

Da døden kom til verdenen

7. april Museumsinspektør Jan Gruwier Larsen fortalte om evolutionens top ti, og hvorfor det lige er så fedt med død. Da døden kom til verden, er det andet i rækken af fem spændende foredrag, hvor Jan Gruwier Larsen sætter fokus på nogle af evolutionens store og skelsættende begivenheder.

Kenyas fantastiske Fauna

17. marts Jørgen Mørup viste fotos fra sin rejse rundt i nationalparker i det sydlige Kenya for de 66 fremmødte. Rejsen gik gennem tempereret regnskov i Kakamega, over den tørre savanne, i Maasai Mara, til skovområderne og lagunerne ved kysten nær Malindi.

Naturfotografering

17. februar Naturfotografen Morten Hilmer holdt et fantastisk flot foredrag for over 100 fremmødte. Morten viste sine flotte fotos og fortalte om sine oplevelser som naturfotograf i Danmark, i Grønland, på Island og i Afrika. Se Morten Hilmers fotos på www.hilmer-koch.dk