Livø, der administreres af Naturstyrelsen, er med et areal på omkring 333 ha en af Limfjordens mere markante, beboede øer. Den ligger i den midterste del af Limfjorden 20 min. færgesejlads vest for Rønbjerg Havn. Livø præsenteres i Naturstyrelsens folder som ’En lille ø med stor natur’, idet den rummer ’Egeskov og blomsterhav’. Områder på den vestlige og sydlige del af øen er fortsat i økologisk omdrift med bl.a. andet gamle kornsorter, kløvergræsblandinger, efterafgrøder og byg til øens whiskyproduktion. De højere partier af øens nordlige ende er dækket af skov, hvoraf dele er tilplantet med eksotiske nåletræer, mens andre huser rester af øens oprindelige ege-hasselskov. Mange egetræer vurderes at være op til 300 år gamle. På arealerne øst for Livø By og sydvest for havnen forekommer store områder med marint forland, hvor der nu forekommer strandoverdrev gerne med en tydelig rimme-dobbe struktur. Strandene på nordøst-, nord- og nordvestkysten er domineret af parralle, stedvis intakte, udstrakte rullesten strandvoldssystemer.

I øens sydlige ende strækker den op til 5 km lange Livø Tap sig mod sydøst ud i Limfjorden. Her er der blandt andet opholds- og ynglested for sæler samt flere fuglearter. Livø Tap indgår derfor sammen med tilstødende vandflader i vildtreservat nr. 12 ”Livø Bredning”, hvorfor der er adgangsforbud til tappen hele året.

Med undtagelse af Livø By og et mindre område øst herfor er hele øen omfattet af en arealfredning på omkring 300 ha som følge af Overfredningsnævnets kendelse af den 27. september 1977. Fredningen har til formål at beskytte øens betydelige landskabelige og naturvidenskabelige værdier samtidigt med en sikring af almenheden mulighed for at benytte den. Det landskabsæstetiske udtryk, herunder en arealmæssig opdeling i skov, lysåben natur og landbrugsarealer, skal ifølge kendelsen fastholdes.

Som en følge af den i 2021 fortsat fremherskende Corona pandemi var det fortsat muligt at sejle med mange af Danmarks ø-færger ’gratis’. For Livø færgen betød det, at rejsende forlods skulle bestille plads og indbetale færgeafgiften for en overførsel tur-retur for, at det indbetalte beløb siden blev refunderet efter, at færgefarten frem og tilbage til Livø var foretaget. Denne ordning fungerede tilfredsstillende.

Seks ekskursionsdeltagere mødtes i småregn ved afgangen fra Rønbjerg Havn kl. 9.30 og blev med færgen Bertha-K bragt i smult vande bragt sikkert til Livø. En syvende deltager, der havde overnattet på øen, stødte til her, ligesom vi mødtes med vor lokale guide og tidligere beboer på Livø, pensioneret færgemand Franck Jensen – nej, ikke ham Johnny Madsen synger om – men en kollega.

Franck viste os på fortræffelig vis rundt i Livø By, hvor alle øens betydende bygninger er samlet bortset fra enkelte på havnen. Han fortalte levende selvoplevet om øens historie – ikke mindst om dens fortid som ø-anstalt fra 1911 for ’forbryderiske, åndsvage mænd’, hvilket ophørte i 1961.

Med lokalkendt guide fik vi set byens elværk og udpeget whisky lageret, hvor de gyldne dråber lige skal lagre et par år mere. Så endnu en god grund til at besøge Livø igen.
Franck tog os med på en to-timers vandretur i skovområdet på øens nordlige del. Her kom vi forbi vådområdet, Ellemosen (Ellesøen), hvor Krebseklo (Stratiotes aloides) var blevet udsat og var fladedækkende. Længere fremme mod vest gik vi gennem nogle af øens oprindeligt skovklædte dele, hvor vi iagttog egetræer med bregne-epifyter og længere fremme forblæste skovbryn, da vi kom ud af skovområdet på øens nordvestside. Bøg (Fagus sylvatica) blev konstateret men kun som opvækst.

På nordvestsiden passerede vi øens højeste, skovklædte punkt på 43 moh og den naturplejede Louisedal, der strækker sig fra skoven ned til kysten. Tilbage ved den firlængede gård Tidemandminde i Livø By tog vi en hjertelig afsked med Franck. På gårdspladsen var der opstillet borde og bænke, så vi indtog den medbragte proviant samt drikkevarer her i ly under de gamle lindetræer på gårdspladsen.

Efter indtagelsen af frokosten besluttede vi, at vi ville vandre tilbage til nordsiden af øen for at gå langs kysten til Louisedal på øens nordvest side, som Franck havde vist os oppe på stien nær øens højeste punkt, og som herfra fremstod uden væsentlig opvækst af vedplanter. Men ak! Fra strandsiden var det ikke umiddelbart muligt at finde opgangen til Louisedal på grund af de tætte krat domineret af uigennemtrængelige, stikkende buske af Havtorn (Hippophae rhamnoides) og Slåen (Prunus spinosa).

I stedet kunne vi glæde os over de udstrakte strandvolde, hvor vegetationsdækket blev holdt lavt af en større flok af angus kvæg. Her kunne vi konstatere, at bl.a. frøer drog nytte af kvægets efterladenskaber, kokasserne. Nogle frøer havde set en fordel i at sætte sig på halvtørre kokasser og vente på, at fluer og andre insekter blev tiltrukket af odeuren fra kasserne. Ud med tungen og haps!

Ellers kunne vi glæde os over de brede, intakte rullestensstrandvolde og det robuste, græssende angus kvæg, der fortsat er en fremragende naturplejer, som dog fortsat kræver jævnligt tilsyn.

Nord- og især nordvestsiden af Livø er karakteriseret af en stejl og stedvis tæt med Havtorn og Slåen tilgroet litorina skrænt, hvilket gør opstigning besværlig. På et åbent stykke som følge af erosion forsøgte nogle af ekskursionens deltager med held at kravle op til toppen af havskrænten, mens den øvrige del fortsatte vandringen over kystens rullestensstrandvolde til et punkt, hvor skrænten var fladet så meget ud, at den kunne bestiges.

Vi blev dog lykkeligt genforenet på turen til øens sydlige højdepunkt, Hesselbjerg, hvorfra vi nød udsigten over i vest Fur, den nordlige del af Livø, fastlandet i øst og Livø Tap i syd. Herfra besluttede vi at vandre over strandoverdrevet tilbage til den ventende færge i Livø Havn, hvilket botanisk skulle vise sig at være en god beslutning. Midt ude på strandoverdrevet genfandt vi 5 planter af den godt nok afblomstrede Baltisk Ensian (Gentianella campestris subsp. baltica), der senest er registreret på øen i 1988. Dette genfund til trods kom vi tilbage til fastlandet med færgeafgangen kl. 17.

Peter Wind og Per Egge Rasmussen

Gudenåen meandrerer fra dens udspring i Det store Vandskel mod sydøst i en relativ snæver ådal indtil Uldum Kær, hvor åen svinger i en nordlig retning gennem et kompleks af tunneldale og søområder. Den første regulering åen møder nedstrøms på dens vej mod Kattegat ved Randers Fjord er blokeringen ved Hammer Vandmølle, hvor en kunstig møllesø er opstemmet.

Udgangspunktet for dagens ekskursion var den lille, tilbagetrukne P-plads nord for Hammer Mølle Sø. Herfra spadserede vi ad de asfalterede veje mod syd og vest om møllesøen over til udgangspunktet for den røde rute, der ledte os mod syd langs vestsiden af Gudenåen. Den første strækning var uden græsning, så vegetationen var domineret et tæt dække af Bølget Bunke (Avenella flexuosa) og opvækst af forskellige vedplanter bl.a. Gyvel (Cytisus scoparius) og den invasive Glansbladet Hæg (Prunus serotina). Et stykke fremme ad stien kom vi til et trådhegn med en klaplåge, der markerede overgangen til det intensivt afgræssede område. På den anden side af lågen udfoldede landskabet sig med store vældområder på lavbunden omkring Gudenåen og op ad dalsiderne, der er de største og mest velbevarede kildeområder i Vejle Kommune. Som følge af den intensive afgræsning holdes vegetationsdækket lavt, hvilket afslører det stærkt kuperede bakkeland på ådalens vestside med få, spredte grupper af træer på de afgræssede kærområder og overdrevsbakker i modsætning til den skovklædte østside.

De fugtige lavbundsområder tiltrak sig først vor opmærksomhed, fordi der forekom et spændende og alsidigt plante- og dyreliv. Her blev Sump-Græshoppe (Mecostethus grossus), der er rødlistet sårbar (VU), iagttaget, håndholdt og gennemfotograferet.

Samtidig flaksede Almindelig Blåfugl (Polyommatus icarus) rundt i vegetationen og satte sig fotogent på blomsterstanden af Sump-Kællingetand (Lotus pedunculatus). På lysåbne steder i det rindende kildebække dækkede tætte bestande af Stor Vandarve (Montia fontana) stenene, mens frugtstande af Maj-Gøgeurt (Dactylorhiza majalis subsp. majalis) kunne iagttages på de mere stabile mosdækkede vældflader. I randen af kildebækkene optrådte Nikkende Brøndsel (Bidens cernua), hvis kurve havde udviklet iøjnefaldende gule randkroner. På tilsvarende måde tiltrak de store, spektakulære, gule kroner af Langbladet Ranunkel (Ranunculus lingula) sig vor opmærksomhed.

Det røde spor, vi fulgte, gav sine steder udfordringer. På de mest fugtige og sårbare steder var der etableret gangbroer forsynet med trådnet for at sikre mod udskridning i fugtigt vejr. Heldigvis var vejret denne dag med os, da det var fint solskin og kun en beskeden vestenvind, som vi ikke bemærkede i læ i ådalen. For at følge den røde rute over til østsiden af ådalen måtte vi krydse en meget sumpet del af ådalen, hvilket gav udfordringer for deltagere uden gummistøvler.

Passagen af den unge Gudenå skete over en spang. I selve åen kunne vi betragte flere karakteristiske vandplanter som Høj Sødgræs (Glyceria maxima), Grenet Pindsvineknop (Sparganium erectum) og Hestehale (Hippuris vulgaris).

Vel ovre på østsiden af ådalen kom vi efter en stejl opstigning af dalsiden til et mindre overdrevsområde, hvor Dukatfugl (Lycaena virgaureae) sværmede. Vor begejstring ville næsten ingen ende tage, og sommerfuglen blev motiv for turens deltagernes mangfoldighed af fotoudstyr og fototeknik.

Vandreturen tilbage til udgangspunktet gennem den skovklædte østside af Gudenådalen gav ellers ikke de store naturmæssige udfordringer. På trods herfor var alle syv deltager meget tilfredse med turen naturhistoriske udbytte og kan varmt anbefale dette relativt lidt kendte og besøgte sted for andre naturinteresserede.

Af Peter Wind og Ole Jensen

Et par og tyve deltagere var troppet frem på den nyindrettede P-plads ved Kasted Vandværk øst for mosekomplekset. Vejret var med os på denne årets længste dag, stille og letskyet. Fra P-pladsen gik vi ad grusvejen mod vest til indgangen til mosen. Her tiltrak et par frugtlegemer af Kæmpe-Støvbold (Langermannia gigantea) sig vor opmærksomhed.

Vi forcerede stenten ved fangstfolden i mosens østlige ende og slentrede over det afgræssede engareal i den første fold, hvor rosetter af bredbladede urter blev livligt diskuteret. Det drejede sig bl.a. om grundbladene af Kål-Tidsel (Cirsium oleraceum), ligesom et udvalg af padderokker, græsser og halvgræsser – især af slægten star (Carex spp.) – blev præsenteret, undersøgt og navngivet.

Indhegningen i Kasted Mose er på 9,5 ha. Første etape mod øst blev taget i brug 4. juni 2008, næste etape kom med lidt senere, mens de midterste etaper først blev hegnet i oktober 2008. Sidste etape mod vest blev inddraget den 3. juli 2009. I 2012 blev folden udvidet med ca. 1 ha mod nord ind i mosen i den østlige del. I 2014 har vi fået en ny fold ovenfor fold 1. (fra Kasted Moses Kogræsser- og Nturplejeforenings hjemmeside (http://www.kastedmose.dk/kasted_mose.html)

Aarhus Kommune, der ejer moseområdet, har fornyeligt tilkøbt nok en del af det tidligere markareal øst for 2014 folden på den nordvendte skråning syd for selve moseområdet og udlagt det til den naturlige udvikling. Det foreløbige resultat er, at kun et fåtal af planter har invaderet området bl.a. store bestande af Strand-Svingel (Schedonorus arundinaceus). Mon ikke artsdiversiteten vil forøges efterhånden som, næringsstofferne i jordbunden bliver udvasket eller optaget i vegetationen, der er fødegrundlaget for Kasted Moses Kogræsser- og Naturplejeforenings 8 naturplejere i form af kreaturer. Foreningen blev dannet i 2008.

I den vestlige ende af fold 1 er jordbunden tør og kalkholdig, hvor der forekommer kalkoverdrevsvegetation med indslag af de calciofile arter Pile-Alant (Inula salicina) på et af artens få voksesteder i Jylland, Lav Tidsel (Cirsium acaulis), Dunet Vejbred (Plantago media) og Hjertegræs (Briza media).

Den østlige ende af fold 2 er meget fugtig som følge af et større væld har sit udspring her. Ved at følge hegnet, hvor en fodsti sine steder suppleret med trægangbroer er anlagt, er det muligt at passere vældområdet tørskoet frem til den mere tørre del af fold 2. For 10 år siden forekom en større bestand af Engblomme (Trollium europaeus) her, ligesom det var voksestedet for den i Jylland meget sjældne kurvblomst Eng-Skær (Serratula tinctoria), der blev genopdaget her i 2008. Vi så ingen af de to rariteter. Det er siden blevet oplyst, at der i 2021 er blevet konstateret ét vegetativt individ af Engblomme (H. Bjerregaard, pers.medd. 2021). Denne fold blev samtidig vendepunktet for ekskursionen.

Udover de spændende planter blev også set rådyr og følgende fuglearter blev set eller hørt: Gøg, Nattergal, Rørspurv, Rørhøg (han), Vibe, Stær, Musvåge, Gransanger, Ringdue, Dompap og Havesanger.