En ny spændende artikel af Peter Wiberg-Larsen & Kaj Sand-Jensen om arters forsvinden fra Danmark i nyere tid er netop publiceret her på Jydsk Naturhistorisk Forenings hjemmeside.
Find den under menuen øverst Artikler -> Videnskabelige Artikler eller brug dette direkte link: KLIK HER
Mødested: Naturhistorisk Museum, Wilhelm Meyers Allé 210, 8000 Aarhus. MindLab (tidl. auditoriet), kl. 19.30-22.00. Der er indlagt en pause med en forfriskning. Bemærk, at indgang finder sted ad hovedindgangen.
Thomas Secher Jensen har genbesøgt et område i det nordligste Alaska efter næsten 50 års fravær og fortæller denne aften om sine oplevelser.
I somrene 1976 og 1977 arbejdede fhv. museumsdirektør Thomas Secher Jensen for et større forskningsprojekt på tundraen i Alaska lidt syd for Point Barrow. Projektet skulle kortlægge dyre- og planteliv og økologiske processer under anlæggelsen af olierørledningen fra Prudhoe Bay til Valdez. Secher er nok mest kendt for forskning i mus og ulv, men i projektet var hans rolle at studere planteædende insekter.
Efter forskningsprojektet blev lukket ned opførte de lokale Inupiat en by på stedet, hvor forskerne havde holdt til i et par skurvogne, med skole, kirker og en lille lufthavn. Dette gjorde det muligt for Secher i forsommeren 2023 at genbesøge tundraen, nu sammen med sin søn.
Efter opholdet på tundraen rejste far og søn videre til det sydvestlige Alaska omkring halvøen Kenai, og her blev det til ture op i bjergene og til kajakture langs fuglefjelde og gletsjere, med hvaler, havoddere og fugle omkring båden. I land kunne de også se Lystfiskere skulder ved skulder efter laks, mens havørnene kiggede på, og andre der fra små både landede 250 pund tunge helleflyndere.
Foredraget kommer rundt om hele oplevelsen.
Alle er velkomne, også ikke-medlemmer.
Arrangementet gennemføres i samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening, Østjylland
Torsdag den 7. december 2023 kl. 19.30-22.00: Foredrag om en spændende undersøgelse af den fantastiske sommerfuglefauna på Ålandsøerne ved biolog Rikke Trachsel.
Mødested: Naturhistorisk Museum, Wilhelm Meyers Allé 210, 8000 Aarhus. MindLab (tidl. auditoriet), kl. 19.30-22.00. Der er indlagt en pause med en forfriskning. Bemærk, at indgang finder sted ad hovedindgangen.
Tag med nordpå til de smukke Ålandsøer i Den botniske Bugt mellem Sverige og Finland. Bliv klogere på, hvordan jeg har undersøgt sommerfugle-transekter og på det arbejde, der udføres i felten for at indsamle viden om øernes sommerfugle.
Jeg er uddannet biolog fra Aarhus Universitet med speciale i biodiversitet, økologi og evolution. I forbindelse med mit speciale gennemførte jeg et feltprojekt med undersøgelse af sommerfuglediversiteten i landbrugsområder på Ålandsøerne. Min største oplevelse var at studere apollo.
Mødested: MindLab (tidligere auditorie), Naturhistorisk Museum, Wilhelm Meyers Allé 10, 8000 Aarhus C. Bemærk: Indgang sker fra østgavlen, d.v.s. døren i gavlen der vender ned mod søen.
Fototur til tågeskoven i Panamas bjerge
I marts 2023 var de tre gamle studiekammerater, Kim Pilegaard, Ulrik Jes Hansen og Jens Erik på fototur til tågeskoven i Panamas bjerge. Vi boede fast på Mount Totumas Cloud Forest Lodge i i 9 dage, så vi havde god tid til at sætte os ind i de lokale forhold. Alle ture i området foregik til fods af stier i skoven og det tidvis åbne landskab. Særligt de to ikoniske fugle, quetzal og Klokkefugl / Bellbird stod højt på ønskelisten. Ved ihærdig søgen lykkedes det at få fine billeder af begge. Skoven består af høje træer dækket af epifytter, orkideer og bromeliaceer (ananasfamilien). Der blev brugt rigtig megen tid på at raffinere fotograferingen af de flotte og superhurtige kolibrier med forskelligt udstyr og forskellige indstillinger.
Naturtur til Costa Rica
Vi vil fortælle om Costa Rica, der, selv om det er et ret lille land, huser en mangfoldighed af arter og liv, og vi vil vise billeder af nogle af de dyr og fugle, slanger og andet kryb, som vi så under vores besøg i det spændende land i 2023.
Vi har nu igen fornøjelsen af at kunne præsentere en ny videnskabelig artikel!
Denne gang af Kim Pless-Schmidt, Johan Kjær Prehn og Peter Wiberg-Larsen, omhandlende opdagelsen, eller rettere genopdagelsen, af en ny dansk døgnflueart Electrogena affinis.
Læs selv artiklen under menuen Artikler – Videnskabelige artikler, hvor du også finder tidligere artikler tilbage til og med 2018.
Du kan også tilgå artiklen direkte ved at klikke her.
Onsdag den 25. oktober kl. 19.30 – 22.00 Der er indlagt en pause med forfriskning
Mødested: MindLab (tidligere auditorie), Naturhistorisk Museum, Wilhelm Meyers Allé 10, 8000 Aarhus C.Bemærk at indgang finder sted via havestuen. Der er skilte der henviser til denne.
Jagt er en del af vores kulturarv, men der stilles i dag stigende krav til dens bæredygtighed, som vil være et gennemgående tema i hele foredraget. Det gælder ikke blot selve afskydningen, men også de andre påvirkninger, som jagt har på bestandene og levesteder. Samtidig stiller samfundet større krav i forhold til dyrevelfærd, etik, økonomi og klima.
Jeg har arbejdet med jagt og vildtforvaltning igennem min snart 40-årige karriere og vil i dette foredrag dække en række både biologiske og samfundsmæssige aspekter af jagt. Jeg vil give eksempler på nogle af de forvaltningskomplekser, jeg og mine kolleger i dagligdagen bliver konfronteret med på Institut for Ecoscience.
Jeg vil fortælle om konkrete vildtarter, herunder både truede, jagtbare arter, men også om de såkaldte konfliktarter. Og jeg vil komme ind på forskellige forvaltningsformer, som er til diskussion, herunder fx udsætning af jagtvildt, ligesom jeg vil behandle spredning af ammunitionsrester fra jagt. Som afrunding vil jeg komme ind på vildtkød som en føderessource.
Naturhistorisk Museum, MindLab, Wilhelm Meyers Allé 10, 8000 Aarhus C.
De samarbejdende, naturhistoriske foreninger i Østjylland afholder igen i år en fælles temadag, denne gang med havet og de kystnære områder som tema. Her vil gennem eftermiddagens foredragsrække blive fortalt om tilstanden i havet, hvad det betyder for os og naturen, og hvad der gøres for at bedre forholdene.
Dagens program ser således ud:
13.00 Velkomst ved Peter Wind og fællessang ’Havet omkring Danmark’ ved Eva Kullberg 13.15 Danmarks Naturfredningsforenings arbejde for en rigere havnatur? ved Henning Mørk Jørgensen, Danmarks Naturfredningsforening 13.40 Erfaring med genopretning af stenrev – virker de som forventet? ved Torben Ankjærø, Aarhus Kommune 14.05 Stor-skala transplantation af ålegræs – tilgang og økosystemtjenester ved Timi Løvholt Banke, Syddansk Universitet 14.40 Udnyttelse af havets ressourcer, dvs. fiskeri, tangproduktion, havdambrug og brug af bundtrawl og de problemer den menneskelige udnyttelse skaber ved Erik Haar Nielsen, Danmarks Sportsfisker Forbund 15.10 Pause 15.50 Vadehavet – fugle og natur så langt øjet rækker ved Karsten Laursen, Aarhus Universitet 16.15 De klimafremkaldte havstigningers betydning for kystnaturen i Danmark – tab og indsatsmuligheder ved Torben Ebbensgaard, COWI 16.40 COASTal LIFE – Naturgenopretning i kystzone og på strandeng ved Torben Bramming Jørgensen, Limfjordsrådet 17.05 Danmarks internationale ansvar for flere millioner vandfugle ved Hans Meltofte, Dansk Ornitologisk Forening 17.30 Afslutning 18.00 Fællesspisning i Naturhistorisk Museums kantine (separat tilmelding – se nedenfor)
Abtracts for indlæggene er nu tilgængelige KLIK HER
Tilmelding til eftermiddagens arrangement senest søndag d. 24. september kl. 18.00 via dette link: KLIK HER FOR TILMELDING – Deltagelse er gratis!
Der er mulighed for tilmelding til en efterfølgende buffet. Tilmelding skal ske senest 24. september 2023 kl. 18.00. Pris pr. deltager kr. 199,- der betales ved tilmelding: KLIK HER for tilmelding og betaling. Prisen er excl. drikkevarer, som kan købes på stedet.
De samarbejdende, naturhistoriske foreninger i Østjylland omfatter følgende foreninger: Danmarks Naturfredningsforening Dansk Botanisk Forening Dansk Ornitologisk Forening De unge Biodiversitetsambassadører Jydsk Naturhistorisk Forening Østjysk Biologisk Forening
Desuden takkes Naturhistorisk Museum for velvilligt at stille lokaler til rådighed for arrangementet.
Her midt i sommertiden har nogle af vore flittige forfattere igen barslet med nogle spændende artikler.
I denne omgang tre af slagsen, herunder to videnskabelige artikler og en boganmeldelse:
Lokal spredning og borttræk af juvenile Tornsangere (Curruca communis) fra øen Hjelm i Kattegat af Kjeld Hansen. Hvordan tilbringer en juvenil Tornsanger de første afgørende uger af sin levetid frem til den nat, hvor den letter for at flyve mod Afrika? Holder den sig til området omkring reden, eller flyver den længere væk før efterårstrækket? Og kan den overhovedet flyve, når den hopper af reden? Disse spørgsmål og en række andre vedrørende de juvenile fugles bevægelser i landskabet besvares i denne artikel.
Dansk Landbrug 1945-2020 anmeldelse af en bog skrevet af Gudrun Gormsen Bogen fortæller landbrugets historie fra 1945 til 2020. Historien bliver vinklet fra flere sider i 13 kapitler, der spænder fra emner som erhvervets rammevilkår, landbokulturen, miljøforhold til livet for kvinderne på landet og meget mere.
Vi håber vore læsere vil tage godt mod de tre artikler og ønsker jer alle god læselyst.
Husk også at du altid kan finde tidligere artikler under menupunktet “Artikler” i toppen af siden!
Mødested: Stenhøj P plads for enden af Staksrodevej. UTM 55.68070 E 9.85855
Ekskursionsleder: Peter Wind
Gæster er velkomne
Samkørsel: Koordination af samkørsel dels, hvis du har ekstra pladser i bilen, dels, hvis du gerne vil have et lift, kontakt Peter Wind: pw@roendesnet.dk
Staksrode skov ligger på nordsiden af Vejle Fjord. Skovens jordbund består bl.a. af plastisk ler, der især i Store og Lille Bjergfald til stadighed skrider i fjorden. Den stadige udskridning giver sammen med jordbundsforholdene specielle vækstbetingelser for vegetationen. Her forekommer flere sjældne plantearter som Stor Gøgeurt, Langsporet Gøgelilje og Skov Vikke. Andre orkidéarter er Rederod og Ægbladet Fliglæbe, der visse steder optræder i mængder sammen med Elfenben Padderok.
Turens udgangspunkt er Stenhøj P-plads, hvorfra vi følger den kuperede sti ovenfor kystskrænten. Her bliver der lejlighed til at se på planter og dyr undervejs, ligesom der vil være flere udkik over fjorden. Målet er bjergfaldene. Her vil vi opleve, hvordan træerne som følge af undergrundens udskridning ligger hulter til bulter, som gør vor passage vanskelig.
Det vil være muligt at mødes til fællesspisning før turens start fra kl. 17. Turen er ikke egnet for gangbesværede. Samkørsel: Kontakt Peter Wind: e mail pw@roendesnet.dk eller mobil 25 47 54 49 senest fredag den 19. maj 2023.
Mødested: Parkeringspladsen for enden af Sundstrupvej, der udgår mod vest fra landsbyen Ulbjerg. Her der plads til omkring 15 biler. UTM N 56.62900 E 9.32285 Koordination af samkørsel dels, hvis du har ekstra pladser i bilen, dels, hvis du gerne vil have et lift, kontakt Peter Wind: pw@roendesnet.dk.
Ekskursionsleder: Peter Wind
Gæster er velkomne
Ulbjerg Klint rummer skrænter, der rejser sig stejlt mod Lovns Bredning. Disse er stedvis blottet for vegetation. Baglandet er stærkt kuperet med højder op til 27,1 m ved Skelhøj og 30,1 m ved Store Klinthøj. Jordbunden består af sand, der overlejrer ler. Stedvis forekommer flere, mindre egekrat. I mange lavninger optræder væld. Vegetationen i de græssede væld domineres af Tandet Sødgræs og Alm. Rapgræs, tillige med Gul Abeblomst. På åbne steder med rindende vand vokser de lyskrævende arter Vedbend-Vandranunkel og Vandarve. På ugræssede steder dominerer pilekrat.
Uddrag af P. Wind, 1990. Oversigt over botaniske lokaliteter. Bind 8. Viborg Amt.
Af den righoldige floraliste kan fremhæves Opret Kobjælde, Tidlig Dværgbunke, Krat-Fladbælg, Flipkrave, Forskelligfarvet Forglemmigej, Vellugtende Gulaks, Kattefod, Gråfrugtet Sand-Mælkebøtte, Nordisk Mælkebøtte, Rødfrugtet Sand-Mælkebøtte, Knold-Ranunkel, Lyng-Star, Vår-Potentil, Kornet Stenbræk, Vår-Vikke, Engelsk Visse, Hjertegræs, Kegle-Limurt, Tandfri Vårsalat og Knoldet Mjødurt.
Ulbjerg Klint og dele af baglandet i alt omkring 210 ha. er fredet 1969.