På jagt efter rester af brunkulslejerne i Midtjylland

Lørdag den 6. august 2016 kl. 10-16.

Ca. 20 personer deltog i turen rundt om brunkulslejerne i Søby, og fik fortalt om geologi, historie og planter der og senere rundt om Troldhede Kulsø.

Under 2. Verdenskrig opstod der et behov for at skaffe brændsel nationalt, da krigsudbruddet medførte stop for import af kul fra udlandet. Storstilet udvinding af tørv og brunkul var med til at dække behovet for brændsel. Udgravningen af brunkul foregik især i den sandede jord omkring Herning i Midtjylland. I 1970 var brunkulsindvindingen slut, og et gennemgravet landskab med vandfyldte brunkulslejer og afgravede sanddynger i de såkaldte tipper blev efterladt uden anden vegetation end de plantearter, der indvandrede af sig selv og kunne trives i den særdeles næringsfattige jordbund.

SONY DSC

Det træløse landskab inspirerede til etablering af en forstbotanisk have for afprøvning af en række træarters evne til at gro under de ørkenagtige forhold. Arboretleder Syrach Larsen og forstkandidat Georg Schlætzer ledede projektet med at skaffe frø fra hele verden, få dem til at spire og plante dem ud på to udvalgte områder ved Søby og Troldhede. De første udplantninger fandt sted i 1959 og ørkenarboretet var en realitet.

På dagens ekskursion vil vi først bestige Naturstyrelsens udsigtspunkt, der hæver sig 30 m over omgivelserne, for at få et indtryk af landskabet og opleve regnvandsreosion af de nøgne sandflader. Udsigtspunktet ligger på en endetip, hvilket betyder, at der ikke er gravet brunkul herunder. Dernæst vil vi besøge et område, hvor jordbunden i vinteren 2008-2009 sank op til 5 m i forhold til den oprindelige overflade. Frokosten indtages på bredden af Troldhede Kulsø, hvor der er borde og bænke. Søen er omkranset af skov, som er resultatet af Syrach Larsens og Schlætzers udplantninger. Der kan læses mere om ørkenarboretet ved Kulsøen på:

http://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/naturguider/Soeby-Brunkulslejer

søby1

 

Kommende arrangementer:
Lørdag den 1. oktober: Tur til elgeland og krondyr i brunst i Lille Vildmose.Tirsdag den 18. oktober: Svampetur i Fløjstrup Skov, turledere Peter Wind og Anders Lykke.
Lørdag den 12. november: Temadagen “Spirende biologer”, hvor biologistuderende ved Aarhus vil præsentere deres specialer i tidsrummet kl. 13-18 på Naturhistorisk Museum.