Ekskursionsberetning fra lørdagstur d. 24. april 2021 til den kommende naturnationalpark Fussingø

Turen tog sit udgangspunkt på P-pladsen ved Fussingø Slot. Her kunne 20 deltagere se bestyrelsens nyeste initiativ, nemlig at bestyrelsens medlemmer var blevet iført gule veste med foreningens nytegnede logo på bagsiden og ditto badges også med foreningens logo. Initiativet blev iværksat for dels at synliggøre foreningens bestyrelsesmedlemmer, dels for at gøre det lettere af identificere turledere.

På P-pladsen blev vi modtaget af biolog og projektholder ved Naturstyrelsen, Jan Højland, som var vor guide. Efter en kort indledning tog Jan os rundt i dele af den kommende naturnationalpark og berettede om de mange udfordringer og problemer, der er forbundet med oprettelsen af parken. Formålet med naturnationalparken er, at den gennem vild natur skal bidrage til at styrke biodiversiteten i området. Samtidig skal parken bidrage til spændende naturoplevelser, ro og fordybelsesmuligheder samt friluftsliv. Dette søges opnået ved, at der etableres et stort sammenhængende naturområde på 833 hektar, hvor udsætning af stude og kronvildt, skal bidrage til, at naturen bliver vildere og udvikler sig dynamisk hen over årene.

Biolog Jan Højland (i midten) beretter om udfordringerne ved at etablere en naturnationalpark.
Foto: Amdi Nedergaard

På vandreturen gennem skovområdet syd for Fussingø Slot fik vi præsenteret en lang række af de praktiske problemstillinger, som etableringen medfører. Med hensyn til udsætning af store græsædere er der spørgsmålet om hvor mange dyr, der er fødegrundlag til især om vinteren. På Husbjergmark opholdt sig allerede en mindre flok stude, der havde adgang til dele af Indskovene bl.a. til området omkring Søndermadevej og Husbjergvej.

Søndermadevej danner et sted en dæmning, så vandet var stemmet op i en kunstig sø. Det er planen, at denne dæmning sløjfes, så fødebækken kan få sit naturlige forløb tilbage. Flere af de store skovveje planlægges nedlagt, hvilket naturligvis kan medføre protester fra skovens brugere over manglende færdselsmuligheder, ligesom hovedparten af grøfterne skal kastes til for at forøge de fugtige forhold i skovbunden. Men at kaste grøften til langs Husbjergvej til i den fulde længde, vil medføre, at en lille bestand af Kambregne (Blechnum spicant) på grøftesiden vil blive begravet. Husbjergmark er på flere sider omgivet af markante, beskyttede stendiger, der er af kulturhistorisk betydning. Hvilken indflydelse vil flere græsædere og selvsåede træer få for digerne beskaffenhed? I skovområdet øst for Sønderskovbakken er der indrettet en hundeskov, hvor de firbenede har adgang til Fussing Sø. Hundeskoven planlægges nedlagt og flyttet til en anden del af skovområdet, der ikke inddrages i naturnationalparken. Det vil formodentlig medføre en proteststorm fra hundeejere, der har benyttet den nuværende hundeskov.

Et mål i naturnationalparken er at få mere frit vand i skovbunden. Foto: Amdi Nedergaard

Frokosten blev indtaget omkring bålstedet på Galgebakken med en flot udsigt over Husbjergmark og den flotte sø Tøtt. Efter frokost gik turen videre forbi Fussing Vandmølle, der fremkaldte gode minder hos én af deltagerne. Herfra vandrede vi ad Krogedalsvej tilbage til P-pladsen ved Fussing Slot. Undervejs gjorde vi holdt ved en død stamme af Skov-Elm (Ulmus glabra), hvor Jan stolt fremviste en stor bestand af den meget sjældne svamp Håret Judasøre (Auricularia mesenterica), der specifikt er knyttet til dødt elmeved, men kan også optræde på døde stammer af andre løvtræer. Det er en halvresupinat, ret tykkødet, gummi- til bruskagtig judasøre med en meget lådden-filtet, ret lys overside og en grålig, rynket-foldet underside.

Udsigten fra Galgebakken over Husbjergmark inden løvspring.
Foto: Amdi Nedergaard
Douglasgraner. Foto: Amdi Nedergaard

Ekskursionen blev afviklet i det fineste solskinsvejr.

Jydsk Naturhistorisk Forening siger hermed Jan Højland tak for en fremragende præsentation af den planlagte Fussingø Naturnationalpark.