13. juni: Ekskursion til Jyllands orkidémekka Staksrode Skov

Mødested: kl. 10.00 på Stenhøj P-plads for enden af Staksrodevej i Staksrode Skov, varighed ca 4 timer.
GPS: øst 553985, nord 6170875

Turleder: Peter Wind

Staksrode skov ligger på nordsiden af Vejle Fjord. Skovens jordbund består bl.a. af plastisk ler, der især i Store og Lille Bjergfald til stadighed skrider i fjorden. Den stadige udskridning giver sammen med jordbundsforholdene specielle vækstbetingelser for vegetationen. Her forekommer flere sjældne plantearter som Stor Gøgeurt, Langsporet Gøgelilje og Skov-Vikke. Andre orkidéarter er Rederod og Ægbladet Fliglæbe, der visse steder optræder i mængder sammen med Elfenben-Padderok.

Foto: Peter Wind

Turens udgangspunkt er Stenhøj P-plads, hvorfra vi følger den kuperede sti ovenfor kystskrænten. Her bliver der lejlighed til at se på planter og dyr undervejs, ligesom der vil være flere udkik over fjorden, hvor vi kan være heldige at spotte marsvin. Målet er bjergfaldene. Her vil vi opleve, hvordan træerne som følge af undergrundens udskridning ligger hulter til bulter, som gør vor passage vanskelig.

Medbring påklædning efter vejret, solidt, gerne vandtæt fodtøj samt forplejning og drikkevarer. Turen er ikke egnet for gangbesværede. Samkørsel: Kontakt Peter Wind: email pw@roendesnet.dk eller mobil 25 47 54 49 senest torsdag den 11. juni 2020.

Foto: Peter Wind